Facebook Posts

Comments Box SVG iconsUsed for the like, share, comment, and reaction icons

Håber at se jer til dette debatarrangement om Blinde Vinkler- kønsbias i danske medier www.elektronista.dk/elektronista-media/debatarrangement-om-blinde-vinkler-i-medierne/ ... Se mereSe mindre

5 dage siden

Comment on Facebook

Det skal vi da!

Jeg kommer 🔥🔥🔥

Vigtigt!!

👏🏻👏🏻

Efter 3 ½ år på posten som spillefilmskonsulent, vinker Silje Riise Næss farvel til DFI.

Næss har lavet et stort arbejde med at bringe kønsbalance i dansk spillefilm, og i 2021 var der for første gang lige repræsentation bag de støtte spillefilm på DFIs konsulentordning. Silje Riise Næss’ reflekterede i takketalen over sin tid på DFI, som man kan læse et uddrag af nedenfor.

Uddrag af Silje Riise Næss’ takketale "Farvel fra en feministisk nordmann" 1/7-2022:

”(...) Til trods for følelsen af at være hjemme blandt filmvenner jeg endnu ikke kendte, så var ikke helt ærlig med jer.

Jeg talte nemlig lidt mellem linjerne. Jeg talte om at se verden fra en anden vinkel, om værdien af forskellighed og om hvad film kan, i samfundet og i kulturen, når ulige stemmer og perspektiver kommer til orde og præger kunsten.

Jeg talte ikke, *in so many words*, om 50-50 eller om repræsentation af klasse og etniske minoriteter.

Jeg frygtede simpelthen at jeg ville virke for nord-skandinavisk politisk korrekt for denne frit flydende, selvtilfredse danske forsamling, og jeg tænkte derfor, at jeg skulle tage det skridt for skridt. At vi skulle føle os lidt frem på hinanden.

Selvom turen herned på nogle måder var som at komme hjem, var det på andre måder en skøn rejse. Lidt som en omvendt tidsrejse, i bund og grund, tilbage til udfordringer, jeg selv havde været med til at overkomme og tilbagelægge i Norge, og til dels også i det europæiske filmliv.

Jeg følte for eksempel, at jeg ankom til et land, som ikke havde oplevet #metoo. Eller i hvert fald ikke havde taget #metoo til sig.

Jeg må sige, at jeg oplevede flere rester af patriarkalsk kultur end jeg var vant til fra norsk kulturliv og fra Eurimages.

Jeg kunne snakke mig blå om ligestillingsidealer, om hvordan kvindelige filmstemmer løfter filmkunsten og dansk films anerkendelse internationalt – her tillader jeg mig at nævne den overmodne debutant, Tea Lindeberg, som i år sidder i hovedjuryen på filmfestivalen i San Sebastian efter at have triumferet med to priser sidste år.

Jeg kunne snakke mig blå om hvilken bevidstgørelse som ligger i statistik, indsigt og indlevelse i andres ståsted – og guderne skal vide, at det gjorde jeg – MEN det var ikke det som gjorde forskellen. Det var Sofie Linde.

Det var HENDE som bidrog til perspektivskiftet, og sørgede for, at ingen længere kunne holde øjnene lukkede for forskellene mellem kvinder og mænd. Eller for magtmisbrug.

Og hey – vi har til og med fået kvinder i DFIs bestyrelse. (Hvis jeg nu et øjeblik får lov til at gribe til min gamle paradegren statistik om kvindeandel, så var kvindeandelen altså i en kort tidsperiode i 2021 på pinlige 14,3%,). Nu har vi både kønsbalance og en superkompetent «bestyrelsesformand» - som jeg har lært det hedder på dansk – som ikke er en mand. I Norge siger vi bare styreleder – meget nemmere.

Nu skal jeg skynde mig at sige, at en filmkonsulents virke handler om meget mere en de film som sidst bliver realiseret. Men når jeg ser tilbage på 16 film, så ser jeg 9 filmskabere, der er kvinder og 7, som er mænd.

Jeg ser folk med baggrund fra Afghanistan, Irak, Iran, Nigeria, Jylland og adopteret fra Asien. Jeg ser film om psykisk sygdom, misbrug, ensomhed og terrorisme, men også om kærlighed, hverdagsliv og håbefulde nye muligheder.

Jeg ser personlige, filmkunstneriske adaptioner af litterære perler fra dansk litteraturhistorie og samtid, jeg ser kolonialismekritik, jeg ser både sort og romantisk komedie og jeg ser i det hele taget en vis genrebredde, ved siden af et godt spænd mellem nye- og etablerede stemmer.

Jeg bliver stolt på dansk films vegne, når jeg ser på disse 16 filmskabere, og jeg bliver fyldt med taknemmelighed over, at jeg fik lov til at være på Det Danske Filminstitut i præcis de år, hvor vi nåede kønsbalance inden for spillefilmsstøtte. Nu er vi der. Vi oplever for tiden den 50-50 tilstand jeg ikke turde nævne første gang jeg stod og talte til jer.”
... Se mereSe mindre

1 uge siden
Efter 3 ½ år på posten som spillefilmskonsulent, vinker Silje Riise Næss farvel til DFI.

Næss har lavet et stort arbejde med at bringe kønsbalance i dansk spillefilm, og i 2021 var der for første gang lige repræsentation bag de støtte spillefilm på DFIs konsulentordning. Silje Riise Næss’ reflekterede i takketalen over sin tid på DFI, som man kan læse et uddrag af nedenfor.

Uddrag af Silje Riise Næss’ takketale Farvel fra en feministisk nordmann 1/7-2022:

”(...) Til trods for følelsen af at være hjemme blandt filmvenner jeg endnu ikke kendte, så var ikke helt ærlig med jer.

Jeg talte nemlig lidt mellem linjerne. Jeg talte om at se verden fra en anden vinkel, om værdien af forskellighed og om hvad film kan, i samfundet og i kulturen, når ulige stemmer og perspektiver kommer til orde og præger kunsten.

Jeg talte ikke, *in so many words*, om 50-50 eller om repræsentation af klasse og etniske minoriteter.

Jeg frygtede simpelthen at jeg ville virke for nord-skandinavisk politisk korrekt for denne frit flydende, selvtilfredse danske forsamling, og jeg tænkte derfor, at jeg skulle tage det skridt for skridt. At vi skulle føle os lidt frem på hinanden.

Selvom turen herned på nogle måder var som at komme hjem, var det på andre måder en skøn rejse. Lidt som en omvendt tidsrejse, i bund og grund, tilbage til udfordringer, jeg selv havde været med til at overkomme og tilbagelægge i Norge, og til dels også i det europæiske filmliv.

Jeg følte for eksempel, at jeg ankom til et land, som ikke havde oplevet #metoo. Eller i hvert fald ikke havde taget #metoo til sig.

Jeg må sige, at jeg oplevede flere rester af patriarkalsk kultur end jeg var vant til fra norsk kulturliv og fra Eurimages.

Jeg kunne snakke mig blå om ligestillingsidealer, om hvordan kvindelige filmstemmer løfter filmkunsten og dansk films anerkendelse internationalt – her tillader jeg mig at nævne den overmodne debutant, Tea Lindeberg, som i år sidder i hovedjuryen på filmfestivalen i San Sebastian efter at have triumferet med to priser sidste år.

Jeg kunne snakke mig blå om hvilken bevidstgørelse som ligger i statistik, indsigt og indlevelse i andres ståsted – og guderne skal vide, at det gjorde jeg – MEN det var ikke det som gjorde forskellen. Det var Sofie Linde.

Det var HENDE som bidrog til perspektivskiftet, og sørgede for, at ingen længere kunne holde øjnene lukkede for forskellene mellem kvinder og mænd. Eller for magtmisbrug.

Og hey – vi har til og med fået kvinder i DFIs bestyrelse. (Hvis jeg nu et øjeblik får lov til at gribe til min gamle paradegren statistik om kvindeandel, så var kvindeandelen altså i en kort tidsperiode i 2021 på pinlige 14,3%,). Nu har vi både kønsbalance og en superkompetent «bestyrelsesformand» - som jeg har lært det hedder på dansk – som ikke er en mand. I Norge siger vi bare styreleder – meget nemmere.

Nu skal jeg skynde mig at sige, at en filmkonsulents virke handler om meget mere en de film som sidst bliver realiseret. Men når jeg ser tilbage på 16 film, så ser jeg 9 filmskabere, der er kvinder og 7, som er mænd.

Jeg ser folk med baggrund fra Afghanistan, Irak, Iran, Nigeria, Jylland og adopteret fra Asien. Jeg ser film om psykisk sygdom, misbrug, ensomhed og terrorisme, men også om kærlighed, hverdagsliv og håbefulde nye muligheder.

Jeg ser personlige, filmkunstneriske adaptioner af litterære perler fra dansk litteraturhistorie og samtid, jeg ser kolonialismekritik, jeg ser både sort og romantisk komedie og jeg ser i det hele taget en vis genrebredde, ved siden af et godt spænd mellem nye- og etablerede stemmer.

Jeg bliver stolt på dansk films vegne, når jeg ser på disse 16 filmskabere, og jeg bliver fyldt med taknemmelighed over, at jeg fik lov til at være på Det Danske Filminstitut i præcis de år, hvor vi nåede kønsbalance inden for spillefilmsstøtte. Nu er vi der. Vi oplever for tiden den 50-50 tilstand jeg ikke turde nævne første gang jeg stod og talte til jer.”Image attachment

Comment on Facebook

Silje har været en kæmpe gevinst for dansk film på mange planer! Tak for deling!

🙌🏻❤️

🙌🏼🙌🏼🙌🏼🙌🏼

👍🏽💪🏽❤️

Load more

WIFT I MEDIERNE

Facebook Posts

Comments Box SVG iconsUsed for the like, share, comment, and reaction icons

Håber at se jer til dette debatarrangement om Blinde Vinkler- kønsbias i danske medier www.elektronista.dk/elektronista-media/debatarrangement-om-blinde-vinkler-i-medierne/ ... Se mereSe mindre

5 dage siden

Comment on Facebook

Det skal vi da!

Jeg kommer 🔥🔥🔥

Vigtigt!!

👏🏻👏🏻

Efter 3 ½ år på posten som spillefilmskonsulent, vinker Silje Riise Næss farvel til DFI.

Næss har lavet et stort arbejde med at bringe kønsbalance i dansk spillefilm, og i 2021 var der for første gang lige repræsentation bag de støtte spillefilm på DFIs konsulentordning. Silje Riise Næss’ reflekterede i takketalen over sin tid på DFI, som man kan læse et uddrag af nedenfor.

Uddrag af Silje Riise Næss’ takketale "Farvel fra en feministisk nordmann" 1/7-2022:

”(...) Til trods for følelsen af at være hjemme blandt filmvenner jeg endnu ikke kendte, så var ikke helt ærlig med jer.

Jeg talte nemlig lidt mellem linjerne. Jeg talte om at se verden fra en anden vinkel, om værdien af forskellighed og om hvad film kan, i samfundet og i kulturen, når ulige stemmer og perspektiver kommer til orde og præger kunsten.

Jeg talte ikke, *in so many words*, om 50-50 eller om repræsentation af klasse og etniske minoriteter.

Jeg frygtede simpelthen at jeg ville virke for nord-skandinavisk politisk korrekt for denne frit flydende, selvtilfredse danske forsamling, og jeg tænkte derfor, at jeg skulle tage det skridt for skridt. At vi skulle føle os lidt frem på hinanden.

Selvom turen herned på nogle måder var som at komme hjem, var det på andre måder en skøn rejse. Lidt som en omvendt tidsrejse, i bund og grund, tilbage til udfordringer, jeg selv havde været med til at overkomme og tilbagelægge i Norge, og til dels også i det europæiske filmliv.

Jeg følte for eksempel, at jeg ankom til et land, som ikke havde oplevet #metoo. Eller i hvert fald ikke havde taget #metoo til sig.

Jeg må sige, at jeg oplevede flere rester af patriarkalsk kultur end jeg var vant til fra norsk kulturliv og fra Eurimages.

Jeg kunne snakke mig blå om ligestillingsidealer, om hvordan kvindelige filmstemmer løfter filmkunsten og dansk films anerkendelse internationalt – her tillader jeg mig at nævne den overmodne debutant, Tea Lindeberg, som i år sidder i hovedjuryen på filmfestivalen i San Sebastian efter at have triumferet med to priser sidste år.

Jeg kunne snakke mig blå om hvilken bevidstgørelse som ligger i statistik, indsigt og indlevelse i andres ståsted – og guderne skal vide, at det gjorde jeg – MEN det var ikke det som gjorde forskellen. Det var Sofie Linde.

Det var HENDE som bidrog til perspektivskiftet, og sørgede for, at ingen længere kunne holde øjnene lukkede for forskellene mellem kvinder og mænd. Eller for magtmisbrug.

Og hey – vi har til og med fået kvinder i DFIs bestyrelse. (Hvis jeg nu et øjeblik får lov til at gribe til min gamle paradegren statistik om kvindeandel, så var kvindeandelen altså i en kort tidsperiode i 2021 på pinlige 14,3%,). Nu har vi både kønsbalance og en superkompetent «bestyrelsesformand» - som jeg har lært det hedder på dansk – som ikke er en mand. I Norge siger vi bare styreleder – meget nemmere.

Nu skal jeg skynde mig at sige, at en filmkonsulents virke handler om meget mere en de film som sidst bliver realiseret. Men når jeg ser tilbage på 16 film, så ser jeg 9 filmskabere, der er kvinder og 7, som er mænd.

Jeg ser folk med baggrund fra Afghanistan, Irak, Iran, Nigeria, Jylland og adopteret fra Asien. Jeg ser film om psykisk sygdom, misbrug, ensomhed og terrorisme, men også om kærlighed, hverdagsliv og håbefulde nye muligheder.

Jeg ser personlige, filmkunstneriske adaptioner af litterære perler fra dansk litteraturhistorie og samtid, jeg ser kolonialismekritik, jeg ser både sort og romantisk komedie og jeg ser i det hele taget en vis genrebredde, ved siden af et godt spænd mellem nye- og etablerede stemmer.

Jeg bliver stolt på dansk films vegne, når jeg ser på disse 16 filmskabere, og jeg bliver fyldt med taknemmelighed over, at jeg fik lov til at være på Det Danske Filminstitut i præcis de år, hvor vi nåede kønsbalance inden for spillefilmsstøtte. Nu er vi der. Vi oplever for tiden den 50-50 tilstand jeg ikke turde nævne første gang jeg stod og talte til jer.”
... Se mereSe mindre

1 uge siden
Efter 3 ½ år på posten som spillefilmskonsulent, vinker Silje Riise Næss farvel til DFI.

Næss har lavet et stort arbejde med at bringe kønsbalance i dansk spillefilm, og i 2021 var der for første gang lige repræsentation bag de støtte spillefilm på DFIs konsulentordning. Silje Riise Næss’ reflekterede i takketalen over sin tid på DFI, som man kan læse et uddrag af nedenfor.

Uddrag af Silje Riise Næss’ takketale Farvel fra en feministisk nordmann 1/7-2022:

”(...) Til trods for følelsen af at være hjemme blandt filmvenner jeg endnu ikke kendte, så var ikke helt ærlig med jer.

Jeg talte nemlig lidt mellem linjerne. Jeg talte om at se verden fra en anden vinkel, om værdien af forskellighed og om hvad film kan, i samfundet og i kulturen, når ulige stemmer og perspektiver kommer til orde og præger kunsten.

Jeg talte ikke, *in so many words*, om 50-50 eller om repræsentation af klasse og etniske minoriteter.

Jeg frygtede simpelthen at jeg ville virke for nord-skandinavisk politisk korrekt for denne frit flydende, selvtilfredse danske forsamling, og jeg tænkte derfor, at jeg skulle tage det skridt for skridt. At vi skulle føle os lidt frem på hinanden.

Selvom turen herned på nogle måder var som at komme hjem, var det på andre måder en skøn rejse. Lidt som en omvendt tidsrejse, i bund og grund, tilbage til udfordringer, jeg selv havde været med til at overkomme og tilbagelægge i Norge, og til dels også i det europæiske filmliv.

Jeg følte for eksempel, at jeg ankom til et land, som ikke havde oplevet #metoo. Eller i hvert fald ikke havde taget #metoo til sig.

Jeg må sige, at jeg oplevede flere rester af patriarkalsk kultur end jeg var vant til fra norsk kulturliv og fra Eurimages.

Jeg kunne snakke mig blå om ligestillingsidealer, om hvordan kvindelige filmstemmer løfter filmkunsten og dansk films anerkendelse internationalt – her tillader jeg mig at nævne den overmodne debutant, Tea Lindeberg, som i år sidder i hovedjuryen på filmfestivalen i San Sebastian efter at have triumferet med to priser sidste år.

Jeg kunne snakke mig blå om hvilken bevidstgørelse som ligger i statistik, indsigt og indlevelse i andres ståsted – og guderne skal vide, at det gjorde jeg – MEN det var ikke det som gjorde forskellen. Det var Sofie Linde.

Det var HENDE som bidrog til perspektivskiftet, og sørgede for, at ingen længere kunne holde øjnene lukkede for forskellene mellem kvinder og mænd. Eller for magtmisbrug.

Og hey – vi har til og med fået kvinder i DFIs bestyrelse. (Hvis jeg nu et øjeblik får lov til at gribe til min gamle paradegren statistik om kvindeandel, så var kvindeandelen altså i en kort tidsperiode i 2021 på pinlige 14,3%,). Nu har vi både kønsbalance og en superkompetent «bestyrelsesformand» - som jeg har lært det hedder på dansk – som ikke er en mand. I Norge siger vi bare styreleder – meget nemmere.

Nu skal jeg skynde mig at sige, at en filmkonsulents virke handler om meget mere en de film som sidst bliver realiseret. Men når jeg ser tilbage på 16 film, så ser jeg 9 filmskabere, der er kvinder og 7, som er mænd.

Jeg ser folk med baggrund fra Afghanistan, Irak, Iran, Nigeria, Jylland og adopteret fra Asien. Jeg ser film om psykisk sygdom, misbrug, ensomhed og terrorisme, men også om kærlighed, hverdagsliv og håbefulde nye muligheder.

Jeg ser personlige, filmkunstneriske adaptioner af litterære perler fra dansk litteraturhistorie og samtid, jeg ser kolonialismekritik, jeg ser både sort og romantisk komedie og jeg ser i det hele taget en vis genrebredde, ved siden af et godt spænd mellem nye- og etablerede stemmer.

Jeg bliver stolt på dansk films vegne, når jeg ser på disse 16 filmskabere, og jeg bliver fyldt med taknemmelighed over, at jeg fik lov til at være på Det Danske Filminstitut i præcis de år, hvor vi nåede kønsbalance inden for spillefilmsstøtte. Nu er vi der. Vi oplever for tiden den 50-50 tilstand jeg ikke turde nævne første gang jeg stod og talte til jer.”Image attachment

Comment on Facebook

Silje har været en kæmpe gevinst for dansk film på mange planer! Tak for deling!

🙌🏻❤️

🙌🏼🙌🏼🙌🏼🙌🏼

👍🏽💪🏽❤️

Load more

WIFT I MEDIERNE

Sammen kan vi forandre
film- og mediebranchen!

Link to: BLIV MEDLEM

Link to: BLIV MEDLEM